Dansk Pinto Forening er tilsluttet Landsudvalget for Heste, der har ansvaret for stambogsføring, obligatorisk brændemærkning m.m.
Foreningens formål er: At fremme avl og brug af danske Pinto heste. At organisere registrering og stambogsføring af medlemmernes dyr. At samle PINTO ejere under en forening.
Dansk Pinto Forening startede med den første kåring i 1992, hvor stort set alt blev kåret, blot det havde den rigtige farve.
Nu er der strammet meget op på kravene. Specielt hingste der godkendes til avl, skal i dag opfylde afstamningsmæssige krav, foreningens farvebetingelser og selvfølgelig avlsmålet.
Hingstene skal gennemføre en rideprøve hvor der stilles krav til gangarter, springevner og udholdenhed.
Alle hopper der opfylder avlsmålet og foreningens farvebetingelser kan kåres i foreningen, dette gælder også hopper med ukendt afstamning, disse kan dog kun optages i foreningens forregister, men ved avl kan disse hopper være starten på en stamme der ved det rigtige hingstevalg kan ende op med prima brugsheste der vil være salgsbare.
Der er i dag godkendt 32 pintohingste i størrelser fra 110 cm. til 171 cm.
Mange af de hopper der i dag bruges til at fremme avlen er ensfarvede. Det kan være Dansk Varmblod, Sports Pony eller ”bare” ridehesteejere der vil forsøge at avle en broget ridehest, og statistikken viser at ca. 65% af avlen hvor en af forældrene er broget, bliver afkommet også broget. Hvis begge forældre er broget, bliver ca. 75% af afkommet broget.
Kilde: Dansk Pinto Forening www.pinto.dk, 2010