Lusitano hesteracen er en af Portugals nationale hesteracer og derfor sker al registrering af Lusitano heste og avl, igennem raceforbundet Associacäo Portuguesa de Criadores do Cavalo Puro Sangue Lusitano, forkortet APSL.
Lusitano stambogen har været lukket siden 1965, indtil da delte P.R.E. og PSL stambog. Derfor er de den dag i dag stadig tæt beslægtede.
For at en hest kan kaldes for racen Puro Sangue Lusitano skal den have en Blue book (Blåt hestepas) og været registreret i APSL. For at blive registreret i APSL og få Blue book, skal det være et afkom efter PSL forældre der er avlsgodkendte og registreret i Livro de Adultos.
Afkom efter kårede registrerede forældre bliver registreret i Livro de Nasimentos, når disse registrerede Lusitano heste bliver 3 år kan de avlsgodkendes og registreres i Livro de Adultos, men de fleste venter til de er ældre.
Lusitano hestene står registreret i stambøgerne med chip nr, blodprøve, eksteriør beskrivelse og stamtavle 3 led tilbage, blodlinie procenter og evt. kåringspoint.
Hvis en registreret Lusitano i APSL for et afkom, uden at være avlsgodkendt, vil dette afkom ikke kunne få PSL blue book papirer, før begge forældre er avlsgodkendte i APSL.
Lusitano type:
Lusitano hesten er en middelkraftig hest, ca. 500 kilo. Alle kropsafsnit er af middel længde og danner til sammen et afrundet – subkonvekst – helhedsindtryk, fra næseryggen over halsen til krydset og den lavt ansatte hale. Formatet er kvadratisk, dvs. mankehøjden svarer til kropslængden målt fra bovspids til sædebensknude.
Lusitano middelhøjde:
Hingste 1,60 m. Hopper 1,55 m. (målt i stangmål ved 6 års alder):
Lusitano lød/farve:
Mest udbredt er skimlet og brun i alle afskygninger. Også sort, fuks, gul (baio – buckskin og dun), blak (musegrå), isabellafarvet, palomino, cremello (isabel – dækker alle cremello typer, champagne, perlino..), og hvidfødte forekommer.
Lusitano temperament:
Ædel, generøs og modig. Vågen og opmærksom, men altid lærenem og samarbejdsvillig.
Lusitano bevægelse:
Livlig, smidig og fremadsøgende med højt løft. Yderst behagelig for rytteren.
Lusitano brugsegenskaber:
Lusitano heste har en medfødt evne til at koncentrere sig og er særlig velegnet til den høje skole. Racens store mod og samarbejdsvilje har op gennem historien gjort den til den foretrukne hest til brug i krig (nærkamp) og siden til jagt, tyrefægtning, arbejde med kvæg, kørsel, springning og selvfølgelig dressuren – både den klassiske og moderne dressur.
Læs mere på www.lusitano.dk
Og www.lusitanoforeningen.dk