Jeg kiggede på hest og prøvede en helt masse forskellige. Jeg søgte en rolig, lille hest, som jeg havde kemi med (er vigtigt for mig at hesten ikke bare er et fornuftskøb, men en jeg nyder at ride på), var trafiksikker, nem at sadle op, arbejdsvillig i dressuren og pålidelig på tur.
Og vigtigst af alt: en, jeg kunne koble totalt af sammen med og bare slappe af med uden at skulle bekymre mig.
Jeg prøvede så to heste, der stod det samme sted. Jeg kunne umiddelbart rigtig godt lide dem begge to. 5 og 6 år gamle, søde og glade. En hoppe og en vallak. Hoppen ret rå, dvs. tilredet men havde ingenting prøvet, vallakken havde haft en part, der havde haft den med til stævne, på ture osv. Så vallakken var altså også lige dét dyrere, der gjorde, at jeg faktisk ikke havde råd til den.
Jeg prøvede dem begge to. Hoppen var SLØV. Hverken jeg eller sælger kunne få den til at galopere mere end et par skridt.
Den anden, som det viste sig jeg ikke havde råd til, gik frisk fremad med “mod på det hele”. Vi så perfekte ud sammen. Den virkede så tilgengæld også mere oppe på dupperne generelt, og jeg ville jo gerne have en rolig hest. Jeg tænkte, at den rå hoppe bare skulle i form og “indstilles” lidt mere på ridningen, så ville det gå godt.
Så begik jeg den store fejl: min eneste, tidligere hest var en unghest, der ingenting havde prøvet, og hun endte med at blive den bedste hest i verden for mig.
Så jeg tænkte: hvorfor ikke bare gøre det én gang til? Få en ung og uspoleret hest og lære den alt. Og få det bedste venskab.
Så jeg købte hoppen.
Nå, hvordan gik det så.. jo, jeg var glad for hende det første stykke tid. Vi havde stadig problemer ridemæssigt med at hun skulle gå frem. Det viste sig hurtigt at det var som om, kommunikationen kiksede for os.
Jeg valgte at flytte hende til et andet sted. Her blev hun umulig. Hun ændrede totalt personlighed. Hun var IKKE ond overhovedet, men blev totalt seperationsangst og ”smed” hovedet. Det hele kulminerede i, at hun fik sparket mig (ikke med vilje). Og der blev det bare for meget for mig. Jeg fik en kæmpe mistillid til hende. Hver gang, hun spændte op, stivnede jeg og kunne ikke handle – sådan har jeg ellers aldrig prøvet at have det med en hest før.
De mennesker, der havde heste opstaldet på stedet, gik meget op i natural horsemanship og begyndte at hjælpe mig med hende. Der gik lang tid før jeg stolede en smule på hende igen. Og hun var stadig umulig. Kastede sig rundt på staldgangen, ville ikke være alene osv.
Til sidst valgte jeg at flytte hende en gang mere. Hun kom hen et nyt sted, og nu ændrede hun sig fuldstændigt igen. Denne gang til det bedre :-) Ejeren af stalden var meget kompetent og håndterede hende meget af tiden, og det hjalp rigtig godt at have hende i så kyndige hænder, så jeg ikke smittede hende med min egen uro.
Der gik ikke mange dage. Så kunne min hest pludselig hentes fra folden og trækkes ind i den HELT tomme stald og stå totalt stille på staldgangen, mens jeg sadlede op. For derefter at ride alene ned til ridecenter i nærheden.
Total forandret hest, og det var jeg selvfølgelig glad for.
MEN vi havde stadig problemer ridemæssigt. Hun blev så sløv og døv for mine hjælpere på banen, at jeg faktisk ikke gad ride hende mere. Hver gang jeg forsøgte at ride dressur, endte det med at jeg opgav og red en tur i stedet.
Igen – andre mennesker som fx min underviser kunne sætte sig op og ride hende helt fint. Men VI fungerede bare ikke.
Så i en periode red jeg ture i området. En dag blev hun forskrækket over noget – og jeg ved virkelig ikke hvad – vendte rundt og galoperede af sted uden min kontrol. Hun stoppede efter ca. 50 meter, da hun nåede til den fold, hun normalt gik på.
Jeg blev forskrækket, men tænkte, at det sikkert bare var en engangsting. Men nej. Ikke længe efter red jeg forbi ridecentret, hvor der blev holdt stævne. Hun så ind på stævnepladsen, hvor der selvfølgelig var gang i den, og igen vendte hun rundt og galoperede af sted. Hun var ved at rende ind i en bil og stoppede kun, fordi den holdt og spærrede for videre løb.
Jeg var lidt perpleks over situationen, så jeg prøvede ikke at genere ved at vende rundt og ride væk fra bilen, men hun lavede samme nummer en gang til.
Jeg blev selvfølgelig forskrækket oven på dette, min tillid til hende sad i forvejen rimelig løst, og det hjalp ikke på det.
Efter nogen tid fik jeg mod på turene igen (for banen fik vi intet ud af) og jeg red den sædvanlige rute. Hun gik og kiggede og tøvede det meste af tiden, men det plejede hun jo. Så jeg red videre. Der var et sted, hvor vi plejede at galopere, fordi der er KOMPLET uforstyrret, og jeg tænkte, at det var sikkert nok. Jeg syntes også det plejede at hjælpe på hendes kiggeri, hvis tempoet var lidt højere.
Mig op og stå i bøjlerne og så en rolig galop derudaf. Pludselig så hun en plante ude til siden, hvor de lysegrønne undersider vendte opad. Hun satte hælene i, drejede rundt om sig selv og skulle til at flygte.
På mirakuløs vis blev jeg siddende på. Fatter virkelig ikke hvordan, jeg havde slet ikke set det komme, og jeg stod i let sæde, da hun pludselig standsede fra galop og vendte 180 grader. MEN det var så heldigt, at jeg fik stoppet hendes flugt i tide og fik vendt hende rundt igen. Hun prøvede at vende om et par gange, men til sidst fik jeg hende forbi planten.
Da jeg kom hjem tænkte jeg, at nu kunne det være nok. Jeg havde købt en hest, hvor jeg havde fravalgt livlighed og gnist på banen for at jeg kunne få nogle sikre og stabile ture på den i stedet.
I stedet havde jeg fået en hest, jeg ikke kunne få fremad på banen og som til gengæld stak af med mig på tur.
Og til alt dette vil jeg indskyde, at jeg altså ikke syntes, at hesten var “dum” – jeg konkluderede bare, at et eller andet gjorde, at vi ikke kunne støtte hinanden ordentligt og at makkerskabet ikke fungerede.
Kort sagt: vi passede ikke sammen.
Fra da af bestemte jeg, at jeg ikke ville ride tur på hende mere.
DESVÆRRE blev hestepensionen nedlagt, og vi flyttede til et andet sted. Hun kom hurtigt til at trives fint og vi fortsatte med at ride. I mellemtiden havde vi fået en dressurunderviser, så det gik en smule fremad på banen. Så vi begyndte at træne mere i ridehuset, da jeg jo ikke længere turde ride tur.
Ridemæssigt gik det altså bedre, det begyndte at se bedre ud, men jeg nød det ikke særlig meget, for syntes stadig, der var mange konflikter. Jeg havde haft hende i 7-8 måneder, og vi var stadig ingen vegne kommet. Jeg kæmpede stadig med at ride hende frem. Det kunne lige lykkes at holde hende i det rette tempo, men det krævede al min energi og jeg følte bare at ridningen handlede om at drive og atter drive og ikke have overskud til noget som helst andet.
Dyrlægen advarede (og advarer) mig hele tiden om, at hun var for fed. Hun skulle tabe sig drastisk. Hun kan overhovedet ikke styre sig, når det kommer til at spise. Min veninde var med ude at se hende for første gang, og da jeg fortalte hende om nogle af alle mine tanker med hende, sagde hun, at hun godt kunne forstå mig. Det virkede som om, hun kun fokuserede på mad og overhovedet ikke på mig. Og som om vi kommunikerede skævt med hinanden.
Hun har ikke orm, men har været overvægtig fra dag 1. Staldens ejer, der har haft hestepension i årtier, siger at hun aldrig har set noget lignende, når hun ser de mængder hun spiser på kort tid.
I sommers gik hun på jordfold, hvor de fik hø ud, men hun åd også de andre hestes ration.
Tror også at denne konstante overvægt har noget at sige mht. at hun ikke gider gå frem.
En dag begyndte det så at gå HELT galt. Hun lavede noget ude på folden og blev halt på to ben og hævet på et tredje. Det blev aftalt, at dyrlægen skulle komme og lave bøjeprøve på hende på min fødselsdag.
Det blev min værste fødselsdag nogensinde. Min søster var med for at hjælpe mig. Dyrlægen undersøgte hende i stalden, og det gik fint nok, hun stod dog ikke så pænt, men det plejer hun heller aldrig.
Så skulle vi lave bøjeprøve. Og hun var fuldstændig umulig. Det passede hende absolut ikke. Hun hoppede og dansede, både jeg, min søster og dyrlægen blev flået rundt i en uendelighed, og til sidst måtte vi opgive det sidste ben. Jeg skulle løbe med hende efter hvert ben var blevet bøjet, og hun var svær at få i gang. Den ene gang, da jeg bad hende trave, lagde hun ørerne tilbage, slog med hovedet og bed et kæmpe hul i min arm gennem en dynejakke og trøje. Jeg blev fuldstændig chokeret. Bagefter skulle jeg have hende i longe, og det første hun gjorde, da jeg havde taget hende i den, var at rive mig hele vejen igennem banen. Dyrlægen var godt tosset efterhånden (havde ondt i ryggen efter hendes hysteriske optræden ved bøjeprøven) og skældte mig ud for ikke at have ham opdraget ordentligt. Det var SÅ ydmygende.
Min søster sagde, at det da var helt vildt – det virkede jo som om, hun bare modarbejdede mig mere og mere, jo længere vi kom i forløbet. Uanset hvad det end drejede sig om. Om jeg bad hende stå eller gå. Hun var bare ”på tværs” (og ja – ved godt heste ikke kan være sådan, men i mangel af bedre ord).
Da det endelig var slut, og jeg kom hjem, tudede jeg bare resten af dagen. Det havde været så forfærdeligt, og jeg var tæt på at aflyse mine fødselsdagsplaner, fordi jeg var helt smadret i kroppen (har dårlig ryg i forvejen).
Nå. Hun stod så stille i en måned og jeg sørgede for at komme derned hver dag og strigle. Min mor gik ture med hende.
Mht. min mor skal jeg lige forklare nærmere. Hun hjælper mig utrolig meget med hende – det er dog min hest, som jeg har betalt, og jeg står for alle udgifter i forb. med hende.
Hun elsker den hest. Hun har aldrig været til heste, men hun elsker hende her virkelig højt. De er perfekte for hinanden. Min mor kan gå tur med hende i grimen på en lillefinger og hun oplever aldrig nogen problemer med hende. Hun forstår ikke de problemer, jeg har haft med hende, og når jeg er kommet hjem og hun fx har stukket af med mig eller har sprængt endnu en kæde på staldgangen, fordi hun blev forskrækket over, at der var en person, der pudsede næse (ja, det skete!!) siger hun at jeg ikke er fair over for hende og hun har altid en undskyldning for hende parat. Meget ofte “ja, sådan gør alle ungheste jo”.
Det er rigtig hårdt og hun er blevet stiktosset på mig hvis jeg har antydet, at jeg måske ikke synes, det skal være mig og den hest.
Nå, men hun stod så stille i al den her tid. Så smadrede hun sit dækken, okay, ja, det sker. Da jeg et par dage efter det med dækkenet skulle ride hende for første gang efter skaden, smadrede hun sit hovedtøj, fordi hun endnu en gang slet ikke kunne finde ud af at stå stille da hun skulle sadles op og derfor kom til at hænge fast.
Jeg tænkte: “Er der bare et eller andet, der prøver at sige, at det bare ikke er meningen, jeg skal ride på den hest?” Selv min mor sagde det!
Så ridningen begyndte først næste dag, det gik så fint nok. Efter et par dage kom jeg ned i stalden til en hest, der var smurt ind i våd mudder fra top til tå. Hendes helt nyvaskede dækken var søbet ind både indvendigt og udvendigt.
Alle andre i stalden kiggede måbende på hende når de gik forbi.
Jeg brugte 100 år på at tørre hende og strigle hende, mine strigler gik næsten til, det var jo bare et flere centimeter tykt lag våd mudder over det hele. Hvis jeg havde haft planer for aftenen, havde jeg heller ikke kunnet nå at ride hende den dag.
Og det med at blive smurt ind i mudder over det hele er så åbenbart nu et nummer, hun laver hver dag. Staldejeren siger, at hun er helt forbløffet – folden er stort set tør, men hun går direkte hen i det eneste mudderhul og vælter sig i det. Hver dag.
Desuden kommer hun ind med en ny flænge eller et nyt sår hver dag. Hun jager med de andre heste og opsøger dem hele tiden, leger vildt osv. så hun kommer konstant til skade. Hver dag er der noget nyt.
Nu er vi så begyndt at ride lidt igen jo, og jeg havde tænkt, at nu ville det blive godt. Men jeg kan mærke, at det kommer igen – problemerne med en hest, der slet ikke gider og bare luller rundt og har opmærksomheden alle andre steder.
I øvrigt er hendes ene ben hævet igen, og hun var ikke rengående på det forleden dag.
Desuden er hun møgbesværlig på staldgangen for at sige det lige ud. Hun vandrer rundt, kaster med hovedet og vil slet ikke stå stille. Har forsøgt at ignorere hende – det gør det værre – bakke hende – gør ingen forskel – skælde ud – gør det også kun værre. Intet hjælper.
Så alt i alt står jeg nu med en hest, jeg ikke har særlig meget tillid til – som jeg ikke synes er speciel sjov at ride på – som måske er skadet for real og ikke kommer til at holde til ridningen – (ikke pænt at indrømme – men som jeg kan hive mig selv i håret over at have betalt en kæmpe overpris for) – som jeg synes er en plage at stå med på staldgangen. Og uanset hvor meget jeg har forsøgt at nusse med hende, vil hun ikke – ja, faktisk lægger hun helst hovedet mod mig og skubber mig ad h… til hvis hun kan komme til det.
Desuden en hest, som andre gør store øjne af og aldrig har set noget lignende med når det kommer til mad og udgifter til konstant dækkenvask (faktisk er hendes dækken lige til vaskemaskinen hver eneste dag).
Jeg fik vist ikke nævnt at jeg køber mig fattig i ekstra spåner, fordi det meste af boksen er gennemvådt hver eneste dag?
De andre i stalden ryster på hovedet og kommenterer når hun flår mig rundt, når de ser hendes boks, når de ser hende søbet ind i mudder og dækkenet totalsmadret, når de ser hende i ridehallen – jeg tror, de tænker: ”Godt det ikke er mig!”
Det værste er, at jeg så gerne ville have haft en hest, jeg kunne koble fra sammen med og bare slappe af med. Men hver dag, når min mor siger, at vi skal ned til stalden, trækker jeg tiden ud, fordi jeg ikke har lyst. Og jeg kan blive utilpas flere timer inden jeg skal derned fordi tanken om det stresser mig helt vildt.
Jeg tænker, nogen gange stikker hun af, andre gange sprænger hun kæder, nogen gange maser hun mig op ad væggen, nogen gange giver hun min hånd af led, fordi hun kaster sig rundt – hvad gør hun mon i dag?
Jeg tænker på min gamle unghest, hvordan jeg altid bare svingede mig op uden sadel og red derudaf. Hun var super pålidelig.
Hende her er helt anderledes. Den ene dag er hun sød nok, den næste sprænger hun kæderne på staldgangen, fordi staldejeren kommer ind i en anden farve tøj end hun plejer (igen – det er sket!!).
Synes det er super hårdt. Jeg vil helst sælge, men det kan jeg ikke nu, når hun er blevet skadet. Og jeg ville ikke få lov til at købe hest igen af min mor – hun synes det er irriterende at skulle trække mig ned til stalden hver dag, og mener at jeg ikke har noget at skabe mig over, for i hendes øjne findes der jo ikke nogen bedre hest i verden end den jeg har nu.
Jeg er gammel nok til at bestemme selv, om jeg vil have hest for mine penge, men problemet er, at jeg er syg og er afhængig af min mors hjælp for at kunne få det med hest til at fungere.
Og hun tilbyder ikke at hjælpe, hvis jeg får en anden.
Der er sikkert ingen, der læser så langt. Men har virkelig brug for at komme ud med det hele. Kan godt være, jeg ikke møder forståelse. Men måske får jeg nogle gode råd. Helst i en venlig tone, da jeg må indrømme jeg er temmelig nedslidt på det her punkt og ikke kan tåle en masse kritiske ord.
Hej Anonym,