Jeg har en 6 års dressurvallak, som bliver 7 år til maj, som jeg har haft siden Oktober 2010. Min problem med den er, at den ikke vil gå fremad. Jeg har fået taget en blodprøve på, som viste, at den intet fejlede. Jeg har haft kiropraktor til den to gange, hvor der blev sat noget på plads, og hesten var fin efter det. Jeg har prøvet med Racing Balancer, sådan noget speed foder, foderet virkede heller ikke.
Hestens farfar er Sandro Hit, og jeg har hørt noget om, at når der er Sandro Hit i blodet, så er hestene svære at få frem i starten, man skal bare lige have dem sparket afsted. Er det rigtig? Og hvor lang tid tror du der vil gå inden heste med Sandro Hit i blodet kommer fremad?
Kan du hjælpe mig med, hvordan jeg kan få min hest tal at gå fremad? Evt. noget jeg kan gøre.
Jeg håber du kan hjælpe!
Med Venlig Hilsen
Rikke Søndergaard
Hej Rikke
Jeg tror ikke på den med at undskylde heste med deres afstamning. Jeg har avlet og redet mange heste, og selvfølgelig er der arvelighed, men slet ikke i den grad, som folk tillægger gener. Det handler mere om opvækst og tilridningsform, og ikke mindst om fysiske mangler.
Når du er helt sikker på at der ikke er et fysisk problem - og jeg mener HELT SIKKER, så er der kun én ting at gøre... Og det er ikke den som vi ønsker os mest - nemlig at drive (virkelig DRIVE!!) din hest frem på en måde, så den forstår det og i det den går frem (måske springer frem i forskrækkelse), så roser du den til den bliver rød i hovedet. Så driver du igen, og skamroser så snart den går mere frem end den plejer. Det fortsætter du med til han slet ikke er i tvivl om hvad du vil.
Hvordan du driver er en smagsag, og jeg ville aldrig bruge schenklerne til en hest som din. Dem bliver han alt for hurtig 'døv' overfor. Jeg ville bruge en blød pisk (og det er jo nok her de fleste står af), lang, så du når hans bagpart, og slå med præcis nok kraft til at han forstår at gå frem. I det du rammer, siger du skridt (eller trav henholdsvis galop, hvis det er det du ønsker).
Det handler om indføling og timing - kun så meget kraft i slaget at han forstår det, og KUN når han skal gå mere frem end han gør, og ikke mindst er målet at blive BLIDERE hele tiden, så kraften mindskes, rosen øges og til sidst kan du faktisk snakke din hest frem i de forskellige gangarter.
MEN du skal også vide at en blodprøve ikke er nok til at frikende en hest for smerter og/eller anatomiske fejl. Heste kan have en forkalkning i halshvirvlerne, som gør ondt, forbenet dragtbrusk, kissing spines, bihulebetændelse, mavesår, øjensygdomme, hov-kræft og mange mange andre årsager til at de ikke søger fremad.
Så når du skriver at han var 'fin' efter kiropraktor, betyder det så at han gik bedre eller blot at kiropraktoren frikendte hesten for problemer? Hvis noget sættes på plads, skal du måske forvente at det skal det med jævne mellemrum, indtil han er helt færdig med at vokse - og der kan godt gå ½-1 år endnu.
Jeg har igen set så mange heste med problemer (i kraft af mit kendskab til kinesiologi), at jeg ikke ville drive din hest frem, før jeg havde fået ham undersøgt bedre end det du beskriver. Specielt også når du skriver at foder ikke gavner hans energi-niveau.
Håber du kan bruge dette til noget, og ellers skriv igen.
Kærligst Suna